Kyststien på Bornholm
Kyststien følger Bornholms kyst cirka 120 kilometer rundt om øen. Gå hele turen eller vælg mellem syv etaper gennem klippelandskaber, skove, fiskerlejer og brede sandstrande, og få praktiske råd til turen.
Bornholm rundt til fods
Kyststien følger Bornholm hele vejen rundt med Østersøen som fast følgesvend og et landskab, der skifter markant undervejs. Mod nord går ruten gennem stejle klippekyster og sprækkedale, mens turen mod syd bliver blødere med skov, strandenge og brede sandstrande.
Kyststien fører dig ikke kun gennem natur. Undervejs går du også gennem byer og små kystsamfund som Hasle, Sandvig, Gudhjem, Svaneke og Snogebæk. Det giver turen en særlig rytme, hvor klipper, skov og strand afløses af havnemiljøer, huse og steder, hvor du kan holde pause, før stien igen fortsætter langs kysten.
Du kan gå hele Kyststien som en flerdagesvandring eller vælge enkelte etaper.
Bornholms gamle redningssti
Flere strækninger af Kyststien følger de gamle redningsstier, der engang gjorde det muligt at færdes langs Bornholms vanskelige kyst. Strandvagter patruljerede kysten, og når et skib kom i nød eller strandede, skulle redningsmandskabet hurtigt kunne nå frem med blandt andet redningsbåde og raketapparater.
På den klippefyldte nord- og østkyst var det ikke altid muligt bare at bevæge sig langs stranden. Derfor blev der etableret farbare stier gennem det kuperede terræn, så redningsfolkene kunne komme frem, også når vejret viste sig fra sin barske side. Flere af de gamle forløb er i dag blevet en del af Kyststien.
Stierne langs kysten var ikke skabt til vandring, men til et arbejde, hvor det kunne handle om at nå frem i tide.

Strandinger, vraggods og mørke historier
Strandinger kunne være katastrofale for søfolkene, men vrag og gods kunne også friste folk på land. En kongelig forordning fra 1705 skulle beskytte skibbrudne mod røveri og tyveri og forbød også falske lys eller tegn langs kysten, som kunne føre søfarende i fare.
Historiske kilder fra Bornholm viser samtidig, at bjærgning af strandet gods kunne være en vigtig indtægtskilde, og at der opstod strid om værdierne efter forlis.
Kyststiens syv etaper
Vi har her sammen med Gitte Holtze delt Kyststien op i syv etaper. Det gør det muligt både at gå hele vejen rundt om øen og at vælge en enkelt strækning som dagstur.
Etaperne fører dig fra Rønne mod Hasle og videre rundt om Nordbornholm, langs østkysten og gennem Sydbornholms sandstrande, før ruten vender tilbage til Rønne.
Herunder finder du de syv etaper med oplysninger om længde, tid, sværhedsgrad og de landskaber og steder, du møder undervejs.
Vand, mad og toiletter
En af forskellene på Kyststien og Højlyngsstien er, at du langt oftere kommer gennem byer, havne og kystsamfund. Det giver flere muligheder for at finde mad, fylde vand op og holde pause undervejs.
Mulighederne varierer dog fra etape til etape og med sæsonen. Se derfor altid den enkelte rutebeskrivelse, hvor vi har samlet praktiske oplysninger om blandt andet toiletter, vand og proviantering.
Find vej på Kyststien
Kyststien er markeret med det velkendte vandrepiktogram med en hvid vandrer på orange baggrund. Retningen vises flere steder med en hvid pil på mørkegrøn baggrund.
Afmærkningen følger ruten rundt langs kysten, men Kyststien går ikke hele tiden helt nede ved vandet. Undervejs fører den også gennem skov, byer og andre landskaber, før havet dukker op igen.

Overnatning undervejs
Går du hele Kyststien, er der mange måder at sammensætte overnatningen på. Ruten passerer både byer, campingpladser og områder med shelters og andre enkle overnatningsmuligheder.
Det betyder, at turen kan planlægges meget forskelligt. Du kan gå med oppakning og sove tæt på naturen eller kombinere etaperne med overnatning i byerne undervejs.
Godt klædt på til Kyststien
En god tur langs Kyststien handler både om at have udstyret i orden, kende de vigtigste råd om færdsel og passe godt på den natur, du bevæger dig igennem. Her finder du vores guide til vandreudstyr, god færdsel i naturen og Bornholms naturkodeks.
Til og fra Kyststien
Fordi Kyststien går gennem eller tæt på en lang række byer, er det forholdsvis nemt at bruge bus til enkelte etaper. Det gør ruten velegnet, også hvis du ikke ønsker at gå hele vejen rundt eller have bil stående i begge ender.
Tjek de aktuelle afgange hos BAT eller Rejseplanen, når du planlægger din tur.
Når kyst og land mødes
Ved Sandvig og Aarsdale møder Kyststien Højlyngsstien. Her kan du forlade kysten og fortsætte gennem Bornholms indre eller kombinere de to stier til en længere vandring.
Går du begge ruter i deres fulde længde, giver de tilsammen omkring 187 kilometer sammenhængende vandring på Bornholm.






