Guide til vandreudstyr
Få Gitte Holtzes råd til fodtøj, tøj og det vigtigste udstyr til vandreture på Bornholm, både til korte ture og længere vandringer med overnatning.

Klæder skaber (vandre)folk
Det rigtige udstyr gør vandreturen både mere behagelig og lettere at tilpasse efter vejr, underlag og turens længde. På Bornholm kan du møde alt fra skovstier og klipper til mudrede spor og kuperet terræn, så især fodtøj og lag på lag-beklædning er værd at tænke over.
Her får du en praktisk guide til vandreudstyr med Gitte Holtzes råd til sko, tøj, rygsæk og det vigtigste at have med på både korte ture og længere vandringer med overnatning.
Godt fodtøj er det vigtigste
Det vigtigste på vandreturen er et par gode sko eller støvler, der passer til både dine fødder og turens underlag.
På de letteste ture kan almindelige sko være nok, men mange af Bornholms stier er ujævne, kuperede og kan blive smattede efter regn. Her er vandresko eller støvler med gode såler et bedre valg, og afhængigt af årstiden kan vandtæt fodtøj være en fordel.
Klæd dig efter vejret
Vejret kan skifte hurtigt på Bornholm, så klæd dig efter forholdene og hav gerne en regnjakke med i rygsækken. Selv hvis regnen bliver væk, kan den være rar at have på i kraftig vind.
På mange ture kan du sagtens gå i almindeligt hverdagstøj, men især på længere vandreture er lag på lag-princippet en god idé. Så kan du nemt tage et lag af eller på, når temperaturen eller vejret ændrer sig.
Inderst kan du vælge en tynd trøje, dernæst et mellemlag, for eksempel fleece, og yderst et vind- og vandtæt lag. Er det koldt, supplerer du med et ekstra lag, mens du på varme dage kan nøjes med færre lag.

Undgå helst bomuld på de længere ture. Bomuld suger fugt og tørrer langsomt, så tøjet kan føles koldt, når du holder pause. Uld er et godt alternativ, fordi det hjælper med at regulere temperaturen og stadig varmer, selv om det bliver fugtigt. På benene er vandrebukser eller tights et godt valg, mens jeans er mindre velegnede, fordi de bliver tunge og tørrer langsomt, hvis de bliver våde.
Vandresokker i uld eller kunststof kan være med til at holde fødderne mere komfortable og mindske risikoen for vabler. Også her er bomuld sjældent det bedste valg.
Medbring en lille rygsæk med vand og eventuelt snacks eller en madpakke. Hvor meget vand du har brug for, afhænger blandt andet af turens længde, vejret og dit eget behov.

Pakkeliste til vandreturen
- Rygsæk
- Vandresko eller -støvler
- Vandrebukser eller tights
- Vandresokker
- Tøj efter lag på lag-princippet
- Regntøj
- Buff eller halsedisse
- Vand
- Snacks eller madpakke
- Telefon
- Evt. powerbank
- Solbriller
- Solcreme
- Evt. hue og handsker, afhængigt af årstiden
- Evt. vandrestave
- Evt. siddepude
- Evt. myggespray og myggenet/-hat
- Plaster og vabelplaster
Skal du overnatte undervejs?
Så skal du supplere pakkelisten med det udstyr, du har brug for til natten:
- Telt
- Sovepose
- Liggeunderlag
- Skifte- og sovetøj
- Ekstra vandresokker
- Ekstra undertøj
- Evt. skiftesko, f.eks. sandaler
- Pandelampe
- Evt. kogegrej, f.eks. Trangia, Jetboil eller brænder og gryde
- Kop, tallerken og bestik
- Lommekniv
- Drybags til tøj, elektronik og mad
- Regncover til rygsæk eller en stor drybag til at have inde i rygsækken
- Evt. ørepropper
- Toiletpapir
- Håndsprit
- Tandbørste og tandpasta
- Evt. medicin og anden personlig hygiejne
- Sikkerhedsnåle og evt. synål og tråd
- Gaffatape
- Skraldeposer til bl.a. toiletpapir
Førstehjælp: Plaster og vabelplaster, sportstape, smertestillende medicin og evt. gazebind.
Hvis du vil overnatte i naturen på Bornholm, så tjek reglerne for teltning og overnatningspladser, før du tager afsted.


Inden du går afsted
Det rigtige udstyr er én ting. Det er også godt at vide, hvordan du færdes i naturen og tager hensyn undervejs. Læs vores guide til god færdsel i Bornholms natur, og bliv klogere på blandt andet adgang, dyr, våde stier, overnatning og bål.
Læs mere om god færdsel i naturenVidste du?
På Bornholm kan du kombinere Højlyngsstiens 67 kilometer med den 120 kilometer lange Kyststi. De to ruter mødes ved Sandvig og Aarsdale og kan tilsammen give næsten 200 kilometer vandring gennem vidt forskellige landskaber.



