Bornholm Info
Tejn havn fra lystbådehavnen

Oplev Tejn

Havneliv, mikrobryg og håndværk

Tejn fra fiskerihavn til kreativt havnemiljø

Tejn ligger på Nordbornholms kyst, lidt sydøst for Allinge. Byen er tæt forbundet med havnen, klipperne og det liv, der gennem generationer har samlet sig omkring fiskeri, både og værksteder.

I dag mærker du stadig historien i havnemiljøet, men Tejn er også et sted i forandring, hvor lokale ildsjæle har pustet nyt liv i de gamle værksteder. På havnen bliver du mødt af is, øl, streetfood, havformidling og lokale arrangementer side om side med både, værft og maritime spor.

Det gør Tejn by til et godt sted at gå på opdagelse. Ikke som et poleret udflugtsmål, men som en havneby med kant, nærvær og små steder, der er værd at finde.

Ivandet i Tejn

Fra røgerier til nye idéer

Tejn var engang en by, hvor røgen fra silderøgerierne hørte til hverdagen. Byen havde hele 18 røgerier, fordelt i gaderne omkring kysten og den gamle havn.

I dag er de traditionelle røgerier væk, men fortællingen om røg, smag og håndværk har fået en ny form. Du kan følge sporene på Røgerinoens rute gennem Tejn, hvor skilte, fotos og QR-koder fortæller om de gamle røgerier. Og bagefter kan du mærke byens nye smagsliv på havnen, hvor mikrobryg, streetfood og lokale initiativer har taget over på deres egen måde.

Før mødtes man om sild, røg og fiskeri. I dag mødes man om mad, øl og nye idéer ved samme havn.

Vidste du?

Tejn var længe et lille fiskerleje uden en rigtig havn. Fiskerne måtte få fangsten i land fra en mere enkel og udsat kystplads, før der i 1868 blev anlagt en egentlig havn. Det ændrede byen. Havnen gjorde det muligt for fiskeriet at vokse, og Tejn udviklede sig med tiden til en af Bornholms vigtige fiskerihavne.

Fire stærke, nye historier på havnen

På Tejn Havn ligger fire steder, som hver fortæller noget om byens forandring. Penyllan, Smedjen, Isværket og ivandet er meget forskellige, men de har samme udgangspunkt: havet, håndværket og de gamle rammer, der stadig kan bruges til noget nyt.

Penyllan Brewery ølFolkene bag Penyllan Brewery
© Penyllan BreweryFoto: Semko Balcerski
© Penyllan BreweryFoto: Semko Balcerski

Penyllan: øl med tid og dybde

Hos Penyllan handler øl ikke om hurtige smage. Bryggeriet arbejder med træfade, langsom modning og egne gærkulturer, og i de store kældre ligger tusindvis af liter øl og udvikler sig over tid. Det gør Penyllan til mere end et mikrobryggeri. Det er et sted, hvor håndværk, tålmodighed og nysgerrighed bliver en del af oplevelsen. Når bar og butik er åben, kan du smage øllet dér, hvor det bliver til, tæt på havnens både og bygninger.

Læs mere
Garnsalg i Smedjen i TejnSmedjen i Tejn
Foto: Semko Balcerski
Foto: Semko Balcerski

Smedjen: mad, musik og liv i de gamle rammer

Smedjen samler flere oplevelser under ét tag. Her kan du finde streetfood, bar, gårdmiljø, koncerter, markeder og arrangementer, som skifter med sæsonen. Stedet fungerer både som spisested, eventsted og uformelt mødested. Nogle dage er der livemusik eller marked. Andre dage handler det mest om at finde noget godt at spise og slå sig ned i de rå, afslappede rammer.

Læs mere
Isdesserter i glasIsværket i Tejn
© Destination BornholmFoto: Semko Balcerski
Foto: Semko Balcerski

Isværket: fra fiskernes is til is ved molen

Det gamle Isværk ligger for enden af molen på Tejn Havn. Her blev der tidligere produceret is til fiskernes fangster. I dag er bygningen blevet rammen om Kalas’ is, kaffe og små pop-up-arrangementer. Historien ligger lige under overfladen. Der bliver stadig arbejdet med is, bare på en helt ny måde. Det gør Isværket til et af de steder, hvor Tejns forandring er let at forstå med både øjne og smagsløg.

Læs mere
Ivandet i TejnIvandet i Tejn
Foto: Semko Balcerski
Foto: Semko Balcerski

ivandet: kom tættere på Østersøen

Hos ivandet handler oplevelsen om havet omkring Bornholm. Her kan børn og voksne gå på opdagelse i livet under overfladen med waders, net, vandkikkert eller snorkel, afhængigt af sæson og aktiviteter. Det giver Tejn en særlig havvinkel. Havet er ikke kun noget, du kigger ud over fra kajen. Det er noget, du kan undersøge, røre ved og blive klogere på.

Læs mere

Det lokale liv i Tejn

Tejn har også den slags steder, der får en by til at hænge sammen i hverdagen. Her kan du hente morgenbrød hos den lokale bager, handle ind til en dag ved vandet og gå på opdagelse i en lille butik med mode, smykker og dufte.

Det giver byen en jordnær side midt i alt det nye på havnen. En fornemmelse af hverdagsliv, nærhed og små ærinder, der også hører med, når du kommer tæt på Tejn.

Øens yngste kirke

Bornholm er kendt for sine gamle kirker og rundkirker, men Tejn Kirke bryder med dette billede. Den blev opført i 1940 og er øens yngste kirke. Den er bygget i stram, hvid funkisstil og rejser sig som et moderne sømærke over fiskerlejet. Går man derind, fortsætter forbindelsen til det bornholmske landskab: Døbefonten er hugget ud af rå, bornholmske granitblokke, som kom direkte fra klipperne udenfor.

Oplevelser tæt på Tejn

Området rundt om Tejn er varieret, og der er mange ting at se og opleve. Mod Sandkås finder du klipper, små strande og steder, hvor du kan gå i vandet fra kysten. Mod syd fortsætter landskabet mod Stammershalle og Troldeskoven, hvor klipper, skov, store sten og hav ligger tæt side om side.

Herfra er der ikke langt til Døndalen, Bornholms Kunstmuseum og flere af de steder, hvor Nordbornholms natur skifter mellem dramatisk kyst, grønne slugter og åbne kig over Østersøen.

Vil du lægge en historisk afstikker ind, ligger Sankt Ols Kirke i Olsker også tæt på Tejn. Den hvide rundkirke er den højeste af Bornholms fire rundkirker og giver en fin kontrast til havnen, kysten og de rå arbejdsbygninger i Tejn.

På den måde kan en tur til Tejn let blive til mere, uden at du behøver planlægge det hele på forhånd. Begynd ved havnen, tag et stop ved vandet, og lad naturen eller historien trække dig videre.

Læs mere
Vandrer i Troldeskoven

Gå på opdagelse i Troldeskoven

Foto: Stefan Asp
Læs mere
Kyststien

Tag kyststien til Sandkås

Foto: Niclas Jessen
Værelse med havudsigtStammershalle Badehotel
© Destination BornholmFoto: Semko Balcerski
© Destination BornholmFoto: Semko Balcerski

Ferie i Tejn og Sandkås

Tejn Havn er et godt stop for lystsejlere, der kommer langs Nordbornholms kyst. Her er du tæt på både havneliv, klipper og små oplevelser i byen. Vil du overnatte i nærheden, ligger Sandkås lige nord for Tejn med strand, ferieboliger, hotel og camping. Det gør det let at kombinere Tejn med badeture, kystvandringer og flere dage på Nordbornholm.

Find gode overnatningsmuligheder her

Julemarked i Smedjen

Hvert år i december afholder Smedjen i Tejn indendørs julemarked. Her er der rig mulighed for at få købt lidt ind til julebordet og klaret de sidste julegaver.