Bornholm Info

10 oversete naturoplevelser

Bornholm gemmer på naturoplevelser, som fortjener mere opmærksomhed. Oplev Svartingedalens klippevægge, Troldeskovens eventyrlige bevoksning, Ølenes fugleliv og 7 andre sider af øens natur, hvor små omveje kan føre til store oplevelser.

Borgedalssøen i Rø Plantage
Foto: Semko Balcerski

Bornholms natur har sine berømtheder. Hammershus, Helligdomsklipperne, Dueodde og Ekkodalen har for længst fundet vej til de fleste ferielister.

Men øen gemmer også på steder, man lettere kører forbi. En sprækkedal bag en gammel gård. En skov, hvor enorme sten ligger mellem krogede træer. En mose, hvor tranerne kalder, og en kyststrækning, hvor havet har forandret landskabet.

Guide til 10 oversete naturområder

Her får du 10 oversete naturoplevelser på Bornholm, der fortjener en lille omvej. Nogle er oplagte til en kort afstikker, andre inviterer til en længere tur. Fælles for dem er, at de viser sider af Bornholms unikke natur, som ikke altid får den opmærksomhed, de fortjener.

Vandring i en skov fyldt med anemoner
Foto: Daniel Villadsen

1. Svartingedalen – den næsten glemte sprækkedal

Engang var Svartingedalen et yndet udflugtsmål på Bornholm. Turister kom hertil i hestevogne, og ved Åhalsegård kunne de få kaffe og kage efter en tur i dalen. Siden gled stedet næsten i glemmebogen, men naturen er mindst lige så betagende i dag.

Fra Åhalsegård ved Rutsker fører en trappe ned i den smalle kløft Åhalsen. Her rejser klippevæggene sig op til 7-8 meter over den lille bæk, der snor sig gennem den frodige dalbund. Træer, mos og bregner giver stedet en næsten hemmelighedsfuld stemning.

Et stykke inde i dalen ligger den enorme vandreblok Jætta Bujl, Jættens Bold, som ifølge sagnet blev kastet af en jætte fra Skåne mod Klemens Kirke. Stenen nåede aldrig sit mål, men landede i stedet her i dalen.

Fra parkeringspladsen ved Åhalsegård er der cirka 600 meter til stenen. Stien er kuperet og kan være meget våd, så solide sko eller gummistøvler er en god idé.

Linjer i Landskabet - naturområde med vandrestier
Foto: Kristoffer Linus

2. Linjer i landskabet - en rejse gennem Bornholms geologi

Syd for Aakirkeby kan du gå gennem noget af Bornholms mest forunderlige geologi. Her mødes det gamle granitgrundfjeld og de yngre sandstenslag, og spor efter enorme geologiske kræfter ligger synlige i landskabet.

På stisystemet Linjer i landskabet kommer du blandt andet forbi Klintebakken, hvor overgangen mellem granit og sandsten træder tydeligt frem. Andre steder kan du opleve forstenet havbund, aftryk efter bølger i sandet og spor efter dyr, der levede her, længe før Bornholm fik sin nuværende form.

Det særlige er, at historien ikke kun fortælles på plancher. Den ligger bogstaveligt talt under dine fødder, i klipperne og i det landskab, du bevæger dig igennem.

Stisystemet er omkring 10 kilometer langt, men der findes også kortere ture på 2,3 og 3,4 kilometer. NaturBornholm ved Aakirkeby er et oplagt udgangspunkt.

Vandrer i Troldeskoven
Foto: Stefan Asp

3. Troldeskoven - mellem krogede træer og kæmpesten

Tæt ved Stammershalle ligger en skov, der næsten synes skabt til sit navn. Træerne står tæt, slyngplanter breder sig mellem stammerne, og store klippeblokke dukker frem mellem mos og blade.

Troldeskoven er et af de steder, hvor fantasien hurtigt får frit spil. Især omkring Elverhøj, Bornholms største vandreblok, der danner en naturlig hule under sin enorme stenkrop. Stenen vejer omkring 430 ton og blev bragt til Bornholm med isen under istiden.

Men skoven rummer også en ganske usædvanlig overraskelse. I 1934 åbnede en zoologisk have her med blandt andet bjørne og løver. Den eksisterede kun i få år, men inde mellem træerne kan du stadig se rester af anlægget, heriblandt den gamle bjørnegrotte.

Du behøver ikke gå langt for at opleve skovens særlige stemning. Der er parkeringsmuligheder langs Søndre Strandvej nær Stammershalle.

Ølene Fuglereservat
Foto: Stefan Asp

4. Ølene Vildtreservat - Bornholms store fugleparadis

Øst for Almindingen åbner landskabet sig i et stort område med våde enge, mose, rørskov og lavvandede søer. Her ligger Ølene, Bornholms største sammenhængende moseområde og et af øens vigtigste levesteder for fugle.

Fra fugletårnene kan du betragte landskabet og dets fugleliv. Om foråret kan du være heldig at høre tranernes karakteristiske trompeteren eller se rørhøgen svæve lavt over rørskoven. I træktiden besøges området af mange vandfugle, og om efteråret kan stære samle sig i store flokke over mosen.

Oplevelsen er en anden end i de bornholmske sprækkedale. Her handler det om de åbne vidder, lydene og livet mellem vandfladerne. Tag gerne en kikkert med, og giv dig tid til at betragte, hvad der sker.

Ølene er et beskyttet fuglereservat, og der er ikke adgang til selve moseområdet. Fuglelivet kan opleves fra tre fugletårne, blandt andet et handicapvenligt tårn ved Rømersvej.

Borgedalssøen i Rø Plantage
Foto: Semko Balcerski

5. Rø Plantage - dramatiske dale og stille skovsøer

I Rø Plantage gemmer der sig langt mere end den smukke Borgedalssø. Fortsætter du ind i skoven, folder landskabet sig ud med stejle klippesider, dybe sprækkedale, nåleskov, bøgetræer og små søer mellem klipperne.

Særligt Nordre og Søndre Borgedal viser den dramatiske side af Bornholms indland. Her skifter terrænet brat, og nogle steder rejser klipperne sig højt over stien. Andre steder åbner skoven sig omkring vandet og de bløde, grønne skråninger.

Borgedalssøen har i øvrigt en noget usædvanlig oprindelse. Efter den voldsomme storm i 1967 blev vandløbet i dalen stemmet op, så de væltede træstammer kunne opbevares i vand og reddes fra at gå til. Sådan opstod søen, der i dag er en naturlig del af skovoplevelsen.

Vil du længere ind i plantagen, følger den gult afmærkede Borgedalsti en rundtur på 5,5 kilometer. Turen har både stigninger og ujævnt terræn. Der findes også en kortere rute på omkring 3 kilometer.

Salene Bugt og gravplads
Foto: Stefan Asp

6. Salene Bugt - stranden, hvor sandet forsvandt

Mellem Gudhjem og Røstad ligger Salene Bugt, hvor Bornholms klippekyst viser en anden og mere rå side af sig selv.

Her møder du store stenplader, rullesten, kystvegetation og åbent hav. Ved Bobbeåens udløb løber vandet ud mellem stenene, og langs kysten har bølgerne gennem tiden slebet og formet klipperne.

Men det mest overraskende ved Salene Bugt er måske det, der ikke længere er her. Engang var bugten kendt for en bred strand med noget af Bornholms fineste hvide sand. I dag er sandet forsvundet, og ingen ved med sikkerhed hvorfor.

Det giver stedet en særlig fortælling om naturens kræfter og om, hvordan et kystlandskab kan forandre sig gennem generationer.

Fra den lille parkeringsplads ved Helligdomsvej fører en sti ned til bugten. Vær opmærksom på, at klipperne kan være vanskelige at færdes på, især hvor der er dybe sprækker mellem stenpladerne.

Ravnedalen på Nordbornholm
© Destination BornholmFoto: Semko Balcerski

7. Ravnedalen - klippehede og vild natur

Sprækkedalen rummer en usædvanlig blanding af åbne klippeheder, lyng, enebær og skov med blandt andet blåbær. På de tørre klipper er vegetationen lav og nøjsom, mens der længere nede i dalen er mere frodigt og skyggefuldt.

Ravnedalen er også levested for den sjældne fugleedderkop Atypus affinis, som på dansk kaldes tapetsereredderkop. Den lever det meste af sit liv skjult i en silkebeklædt gang i jorden, så du skal ikke forvente at få den at se. Men alene tanken om, at et så usædvanligt dyr lever her mellem klipperne, giver stedet en ekstra dimension.

Om sensommeren farver lyngen dele af landskabet lilla. Det er et godt tidspunkt at opleve kontrasten mellem den åbne klippehede og den mørkere skov i dalen.

Ferskensøen med gangbro i Nexø Lystskov
Foto: Nikolaj Beyer

8. Ferskesøen - tæt på livet i rørsumpen

Lige ved Nexø ligger et naturområde, hvor byen hurtigt føles langt væk. Ferskesøen er omgivet af tæt rørskov, våd mosebund og en frodig bevoksning, der giver gode betingelser for fugle og andet dyreliv.

Det særlige ved stedet er den lange træbro, som fører ud gennem rørsumpen. Her kommer du helt tæt på tagrørene, der kan vokse sig op til tre meter høje, og mærker, hvordan lydene og stemningen ændrer sig, når vegetationen lukker sig omkring dig.

Langs kanten af sølavningen vokser usædvanligt store rødeltræer, og i den nærliggende Nexø Lystskov møder du også gamle egetræer, røn og andre løvtræer.

Det er en oplagt naturoplevelse, hvis du vil se en mindre kendt side af Nexø, hvor sø, sump og skov ligger ganske tæt på byens gader.

Gyldenåstien
Foto: Gitte Holtze

9. Gyldensåen - en frodig sprækkedal ved kysten

Mellem Bølshavn og Listed løber Gyldensåen gennem en fredet sprækkedal, der gemmer på en frodighed, man ikke nødvendigvis forventer så tæt på den klippefyldte kyst.

Her vokser blandt andet ask, avnbøg og kirsebær, og i foråret breder blomster og friske grønne blade sig over dalbunden. Vandløbet snor sig mellem store klippeblokke, mens træerne danner et grønt tag over stien.

Længere inde i dalen bliver landskabet mere lukket, og lyden af rindende vand følger dig mellem klipperne. Stedet har den særlige stemning, som opstår, når skov, sten og vand mødes på ganske lidt plads.

Gyldensådalen er privatejet, men en offentlig sti fører omkring en kilometer ind i dalen. Det gør det muligt at opleve den smukke natur på en forholdsvis kort tur.

Spelling Mose ligger på Højlyngstien
Foto: Andreas Lund Povlsen

10. Spellinge Mose - fugleliv langs den gamle jernbane

Mellem Rø og Klemensker ligger Spellinge Mose omgivet af skov og klippefyldt terræn. Her samler vandet sig i et frodigt moseområde, hvor fuglelivet er en væsentlig del af oplevelsen.

Tidligere blev der gravet tørv i mosen. I dag har naturen indtaget de gamle graveområder, og mellem de våde enge og buskadser kan du blandt andet høre nattergalen synge i de lyse forårs- og sommernætter.

Langs den nordlige side af mosen løber den gamle jernbanetrasse, som i dag bruges af cyklister og gående. Herfra kan du fortsætte gennem den smalle sprækkedal Kløven, hvor klippevæggene rejser sig på begge sider af den tidligere bane.

Vil du opleve selve mosen, kan du følge stien rundt om området. Den kan være våd, især i den kolde del af året.

Oplev mere af Bornholms natur

Nogle af Bornholms største naturoplevelser er dem, vi allerede kender. Men der er også noget særligt ved at dreje væk fra hovedvejen, følge en lille sti og opdage et sted, der endnu ikke har fået en fast plads på de fleste ferielister.

De 10 steder viser, hvor forskellig Bornholm kan være. Fra fuglelivet i de åbne moser til sprækkedalenes klippevægge, fra gammel havbund ved Aakirkeby til en strand, som havet har forandret.

Og måske er der en lille omvej på din næste tur, der bliver til en af feriens bedste oplevelser.

Fra Spellinge Mose til Døndalsfaldet

Vandet, der samler sig i Spellinge Mose, fortsætter sin vej gennem det bornholmske landskab. Spellinge Å løber videre mod Døndalen, hvor vandet til sidst styrter ud over klipperne i Danmarks højeste vandfald.

Så når du står ved den stille mose mellem Rø og Klemensker, er du faktisk tæt på begyndelsen af en af Bornholms mest imponerende naturoplevelser.