Bornholm Info

Vandrerute: Stenhuggerstien

Tag på vandretur langs Stenhuggerstien og oplev klippevandring med historie og udsigt: en knap 6 km rundtur på den gamle stenarbejdersti fra Sandvig Strand. Undervejs går du præcis, hvor stenhuggerne arbejdede, og får storslåede kig til Hammersø, Opalsøen og Hammershus – en oplevelse for både natur- og historieinteresserede.

Gratis
Hunde tilladt
Venner, Min partner, Mig selv
Stenhuggerstien under blå himmel
Allinge, Bornholm
Ture på egen hånd
Foto: Destination Bornholm

Rutebeskrivelse:

Stenhuggerstien er ikke bare stejl, klippet og kuperet: Den er også historisk. For her på “bagsiden” af Hammerknuden går du mange steder præcis, hvor stenhuggerne i sin tid gik mellem deres arbejderboliger i Sandvig til klippefjeldet for at bryde granit eller til Hammerhavn for at udskibe stenene.

Ruten starter der, hvor campingpladsen ved Sandvig Strand slutter: Følg de røde prikker stik vest hen over græsstykket modsat stranden, ind gennem lågen, op over klipperne og så til venstre og stejlt nedad igen til grusstien nord for Hammersø.

Den næste lille kilometer går det ligeud langs søen, inden du lige inden Opalsøen  skal stejlt opad til de tre “etager” i det tidligere stenbrud. Første del af stien går på resterne af en gammel bremsebane, inden du kommer ud i åbent land og har en forrygende udsigt over det nordlige Bornholm. Heroppe fra kan du se både de gamle stenarbejderboliger, Hammershus samt Hammersøen godt 50 meter nedenfor dig.

Ruten snor sig ned igen forbi den imponerende Opalsøen midt i det tidligere granitbrud og videre til Hammerhavn. Tag eventuelt en pause her, inden du fortsætter op til Hammersøen og den nemme og ikke kuperede grussti på søens sydlige bred.

Det sidste stykke tilbage til Sandvig Strand og parkeringspladsen er ad asfaltvej gennem Sandvig.

Fakta om ruten:

Varighed:

Halvanden time
Længde:
Knapt 6 km
Sværhedsgrad:
Svær. Terrænet er kuperet og klippefyldt
Egnet til barnevogne og kørestole:
Nej
Parkering:
På parkeringspladsen ved stranden i Sandvig, ved Opalsøen eller i Hammerhavn
Toilet:
På parkeringspladserne
Adgang til vand:
På parkeringspladserne
Underlag:
Natursti og klipper
Særlige bemærkninger:
Gå stien mod uret, som også er den vej, de afmærkede pile viser.

Skrevet af Gitte Holtze

Vandrer og friluftsfreak samt journalist, foredragsholder og forfatter til "Jeg Lever" om Gittes vandring ad Pacific Crest Trail og "Gå Langt", en guidebog til lange vandringer.

Læs mere

Find vej

Sandlinien 905

3770 Allinge

Loading map...

Sidst opdateret af::Destination Bornholminfo@bornholm.info

Relaterede produkter