Vandrerute: Cirkelstien

Rutebeskrivelse:
Fra parkeringspladsen ved Madsebakke følger du skiltene mod helleristningerne. Og bruger eventuelt lidt tid på at studere Danmarks største helleristningsfelt, som findes her ved Madsebakke: Altså mennesker, dyr, genstande og symboler udskåret, hugget, malet eller slebet på sten eller klipper. Her ved Madsebakker er der blandt andet skibe og solkors, lavet for over 3.000 år siden, at se nærmere på. Ved at bruge QR-koden på pælen ser du helleristningerne tydeligere end med det blotte øje.
Fra Madsebakke følger du de gule pile ad den brede trampesti mod vest hen over markerne. Nyd udsigten til de store vidder og havet bag dig, inden ruten via en lille trappe (og en sliske til barnevogne m.v.) går et par trin op til den første af de tre cirkelformede gangbroer, der har givet Cirkelstien sit navn.
Herfra går det ind i skoven og skarpt til ad skovvejen, som du muligvis deler med det kvæg, der går frit i den indhegnede Nørreskov. Efter kort tid rammer du den næste runde gangbro – denne er blot 7 meter i diameter, men fra den har du en smuk udsigt ned over Hammerknuden og havet.
Følg de gule pile videre gennem Nørreskov til Langebjergvej, som du krydser og følger terrænstien på marken ved siden af landevejen til Hammershus.
Der er tre af de fascinerende runde gangbroer på Cirkelstien.
Den tredje og absolut største finder du ved at tage en lille afstikker ad markvejen til venstre lige efter der, hvor den mindste gangbro findes.
Afstikkeren er på et par hundrede meter – men tænker du alligevel at gå Cirkelstien både til og fra Hammershus, kan du tage afstikkeren på tilbagevejen. For efter at have passeret den tredje gangbro kan du følge en tydeligt markeret sti hen over marken og gennem skoven på den anden side af den runde gangbroen.
Stien ender ved den trappe, du gik opad på udturen, og du følger dermed Cirkelstien det sidste stykke til helleristningerne og parkeringspladsen ved Madsebakke.
Fakta om ruten:
Varighed:
Halvanden time
Længde:
Knapt 2,7 km (hver vej)
Sværhedsgrad:
Nem
Egnet til barnevogne og kørestole:
Ja, hvis de kan køre på ujævnt græs
Parkering:
På parkeringspladsen ved Madsebakke Helleristninger i Allinge (Stadionvej 1) eller på parkeringspladsen ved Hammershus (Slotslyngvej 9)
Toilet:
I Hammershus Besøgscenter (Se åbningstider her)
Adgang til vand:
I Hammershus Besøgscenter (Se åbningstider her)
Underlag:
Asfald, natursti, klipper og grussti
Særlige bemærkninger:
Brug lidt tid på at studere helleristningerne ved Madsebakke, som er den største samling på øen.
Skrevet af Gitte Holtze
Vandrer og friluftsfreak samt journalist, foredragsholder og forfatter til "Jeg Lever" om Gittes vandring ad Pacific Crest Trail og "Gå Langt", en guidebog til lange vandringer.
Downloads
Find vej
Stadionvej 1
3770 Allinge
Sidst opdateret af::Destination Bornholminfo@bornholm.info











