Bornholm Info
Julemarked i Svaneke

Jul på Bornholm

Julemarkeder, kunsthåndværk og vinterro

Foto: My Scandinavian Home

Kom i julestemning på Bornholm

Når dagene bliver korte, og lysene tændes i byerne, skifter Bornholm tempo. November og december byder på julemarkeder, åbne værksteder, god mad og små og store julearrangementer rundt omkring på øen.

Her kan en tur langs kysten eller gennem skoven sagtens blive en del af juledagen. Bagefter venter varmen indenfor, måske med noget godt på tallerkenen, en tur forbi et værksted eller et julemarked og tid til bare at være sammen.

Juletræ på havnen
Foto: My Scandinavian Home

Julemarkeder over hele øen

I december dukker julemarkederne op i forskellige rammer rundt om på Bornholm. På havne, i gamle værksteder, på museer og historiske steder fyldes boderne med kunsthåndværk, lokale smage, julepynt og gaver.

Nogle markeder finder sted en enkelt weekend, mens andre vender tilbage gennem advent. Rundt om dem vokser et bredere juleprogram frem med blandt andet musik, juleløb, aktiviteter for børn og lokale traditioner.

Kunsthåndværk under juletræet

Julen er en god anledning til at gå på opdagelse i Bornholms mange værksteder. Keramik, glas, tekstil, træ, smykker og andet kunsthåndværk fortæller hver deres historie om øen og de mennesker, der arbejder her.

Bornholm blev i 2017 udnævnt til World Craft Region som den første region i Europa. Mange kunsthåndværkere har egne værksteder og butikker, hvor du kan komme tæt på både materialerne, processen og mennesket bag.

En bornholmsk julegave kan derfor være mere end noget, der skal pakkes ind. Den kan også rumme historien om, hvor og hvordan den blev skabt.

Smag på julen

Julen på Bornholm kan også smages. Rundt om på øen finder du fødevareproducenter, caféer, restauranter og butikker med bornholmske produkter, som kan snige sig ind både på julebordet og i tasken hjem.

December er en god anledning til at gå på opdagelse i øens madkultur. Sæt jer til bords, find noget godt til julebordet eller tag bornholmske smage med hjem som gave.

En gris til jul

På Bornholm kan julebag godt have tryne og krølle på halen. Den bornholmske kagegris er en krydret peberkage, som traditionelt dukker op hos øens bagere op mod jul, ofte pyntet med lyserød glasur. Der findes forskellige lokale udgaver, og selv bagningen varierer fra den hårde og sprøde Nexø-gris til en lidt blødere version andre steder på øen.

Hold julaften på Bornholm

Jul på Bornholm kan sagtens være mere end en smuttur. Hvis du har lyst til at skifte de vante rammer ud, kan du holde juleferie på øen og lade dagene fyldes med vinterture, god mad og tid sammen.

Hen over julen er der også steder, der holder åbent. Blandt mulighederne er Griffen Spa Hotel i Rønne, Stammershalle Badehotel ved Gudhjem og Hotel Klippen i Gudhjem, som hver især tilbyder deres egne rammer for et stemningsfuldt juleophold på Bornholm.

Der kan hurtigt blive udsolgt, så det er en god idé at være ude i god tid, hvis du drømmer om at holde juleferie på øen.

Ud i den bornholmske vinter

Jul på Bornholm foregår ikke kun inden døre. En klar vinterdag kalder på en tur ud langs klipperne, gennem skoven eller ned til havet, hvor landskabet får et andet udtryk end resten af året.

Du behøver ikke gøre det til en lang vandretur. En kort tur med røde kinder og udsigt over Østersøen kan være rigeligt, før det igen er tid til kaffe, varm kakao eller dagens næste juleoplevelse.

Læs mere
Vinterstemning på Hammeren med udsigt til Hammerhavn

Tips til gode ture

Foto: Astrid KBH
Læs mere
Hammershus Borgruin i vinterlys

Oplev Bornholms attraktioner

Foto: Jens Lindhe

Julen venter på Bornholm

Nogle kommer for julemarkederne, andre for juleaften, kunsthåndværket, maden eller de stille vinterdage ved havet. På Bornholm ligger oplevelserne tæt nok til, at du kan nå lidt af det hele og stadig have tid til bare at være. Så vælg det, der passer til din jul, og lad resten komme undervejs.

Jul på bornholmsk

Bornholmske juletraditioner har gennem tiden haft deres egne små særpræg. Til Helligtrekonger satte man blandt andet et tregrenet tællelys på bordet, og børn gik rundt og sang ved dørene. Helligtrekongersaften blev regnet som en rigtig festaften og markerede afslutningen på julen.