Store Tårn på Christiansø
Gå på opdagelse i flere hundrede års fæstningshistorie i det restaurerede granittårn. Her møder du historiske fortællinger og kulturelle aktiviteter og kan nyde udsigten over Christiansø, Frederiksø og Østersøen.

Oplev Christiansøs historie fra toppen af Store Tårn
Træd indenfor i Store Tårn på Christiansø, hvor flere hundrede års fæstningshistorie møder udsigten over Østersøen. Det gamle granittårn var engang en vigtig del af øens forsvar, og i dag kan du gå på opdagelse i historien og opleve øgruppen fra oven.
Store Tårn blev oprindeligt bygget til at beskytte indsejlingen til Christiansøs havn med sine kanoner. Senere blev det omdannet til fyrtårn, og under Englandskrigene i 1808 modstod det englændernes bombardement. Da fæstningen blev nedlagt i 1855, mistede tårnet sin funktion og begyndte langsomt at forfalde.
Efter en omfattende restaurering, der stod færdig i 2019, har tårnet igen åbnet dørene for besøgende. Her kan du opleve historiske fortællinger og kulturelle aktiviteter, inden turen går op til udsigten over Christiansø, Frederiksø og havet omkring øerne.
Læg vejen forbi Store Tårn, og oplev Christiansøs historie fra et helt andet perspektiv.
Sidst opdateret af:Destination Bornholminfo@bornholm.info