Forår på Bornholm
Vandfald, klippestier og forårslys
Øen vågner i sit eget tempo
Forår på Bornholm kommer stille. Østersøen holder endnu på kulden, men klipperne samler solens første varme, og i sprækkedalene begynder det spæde liv at røre på sig.
Det er en sæson med frisk luft på kyststierne, vand i vandfaldene og ro nok til at lægge mærke til de små skift i landskabet. Her kan du mærke den rå natur tæt på, mens øen langsomt folder sig ud i lys, grønt og nye begyndelser.
Når du besøger Bornholm i foråret, vågner de små kystbyer langsomt til liv. Gaderne bliver lidt lysere, de første røgerier tænder op, og kunsthåndværkerne åbner dørene til værkstederne. Tag på påskeferie, planlæg en forlænget weekend, eller brug nogle rolige dage på vandreture, lokale smage og små øjeblikke ved havet.

Brusende vandfald og vågnende sprækkedale
Det tidlige forår bringer liv til Bornholms sprækkedale. Det er nu, vinterens smeltevand og forårets regn fylder åerne og sender vand gennem de bornholmske vandfald.
I Døndalen bruser vandet om kap med skovens tidlige fuglesang. Her fungerer de stejle, rå klippesider som et naturligt amfiteater, der fanger og forstærker lyden fra vand, fugle og træer. Tager du turen til Stavehøl, kan du opleve, hvordan Kobbeåen falder tungt og levende gennem den tætte klippeskov.
Sprækkedalene har deres eget forår. Her bliver luften køligere og fugtigere, mosset lyser grønt på sten og klippesider, og skovbunden vågner med ramsløg, anemoner og nye grønne skud. Her mærker du tydeligt naturens spirende liv og den særlige ro, der findes nede mellem klipperne.
14 vandfald på én ø
Bornholm har 14 registrerede vandfald. De fleste ligger gemt i sprækkedalene på Nord- og Østbornholm, hvor klipper, åer og højdeforskelle skaber noget, du ikke finder mange andre steder i Danmark.
Foråret er en god tid at opleve vandfaldene, fordi regn og smeltevand giver mere vand i åerne. Døndalen, Stavehøl og Pissebækken er gode steder at begynde, hvis du vil tæt på vand, klipper og forårets lyde.
Husk gode sko, især efter regn, hvor klipper og stier kan være glatte.
Kyststien og åbne udsigter
Hvis I vil opleve Bornholms mest ikoniske landskaber helt tæt på, er Kyststien en særlig fin oplevelse i foråret. Den godt 120 kilometer lange rute, der følger øen hele vejen rundt, åbner sig på en særlig måde i denne sæson. Før bøgen springer ud, står træerne rå og nøgne, og det åbner for kig ind mellem stammerne til klipper, skrænter og dybe skovrum, som senere på sæsonen gemmer sig mere bag det grønne løvtag.
Særligt på de dramatiske strækninger på Nordbornholm, hvor stien bugter sig hen over de rå granitklippesider, mærker man vind, hav og terræn tydeligt. Luften over Østersøen er skarp og klar, og det lave forårslys strækker skyggerne, så klippeformationerne og sprækkedalene står knivskarpt i landskabet. Det er en tid, hvor I kan vandre i jeres eget tempo, lytte til bølgernes konstante slag mod klippekysten og få de store udsigter helt for jer selv.
Selvom kysten trækker, gemmer øens indre på mindst lige så dybe vandreoplevelser. Hvis I vil opleve, hvordan landskabet skifter karakter væk fra havet, kan I snøre støvlerne og gå tværs over øen på Højlyngsstien. Ruten fører jer gennem Bornholms store skov- og naturområder som Slotslyngen, Almindingen og Paradisbakkerne. Her går I ad gamle højlyngsstier, mellem historiske stenbrud og gennem lune sprækkedale, hvor foråret mærkes som en stille, grøn summen i den dybe skovro.
Kom ud på de bornholmske stier
Følg stierne gennem skov, klipper og kystlandskaber. Her finder du vandreruter på Bornholm, der bringer dig tæt på øens natur i dit eget tempo.
Læs mereFra vilde ramsløg til påskens første røgede sild
Det vilde spisekammer vågner tidligt på Bornholm. I det tidlige forår skyder ramsløgene op i grønne tæpper mange steder i skovene, og den karakteristiske duft er svær at tage fejl af. De er blandt de første tegn på, at en ny sæson er i gang. Omkring påske begynder øens smage for alvor at folde sig ud.
Påsken markerer nemlig traditionelt det tidspunkt, hvor de bornholmske kystbyer for alvor vågner, og de første røgerier slår dørene op. At sidde i den milde forårssol mod en hvidkalket sydvæg, mens den velkendte, lune duft af røg breder sig fra de karakteristiske skorstene, er en helt særlig bornholmsk påsketradition.
En nyrøget, gylden sild på groft rugbrød med salt og æggeblomme hører foråret til på Bornholm, præcis som den har gjort i generationer.
Påske på Bornholm
Påskeferie på Bornholm er en god blanding af frisk luft, små opdagelser og oplevelser, der kan tilpasses vejret. En dag kan begynde på klipperne eller i skoven og fortsætte med et museumsbesøg, en tur gennem en kystby eller en aktivitet, hvor børnene kan være med.
Omkring påske er der ofte ekstra liv på øen, og flere attraktioner, værksteder, caféer og udflugtsmål åbner i løbet af foråret. Det giver god plads til både planlagte oplevelser og de små afstikkere, der opstår undervejs.
For børnefamilier kan påsken være en fin tid at opleve Bornholm i et roligere tempo. NaturBornholm, Hammershus, skovene, strandene og de små havne giver hver deres måde at komme tæt på øen på, uden at dagene behøver at være pakket for tæt.

Kunstrunden i foråret
I Kristi Himmelfartsferien åbner kunstnere, kunsthåndværkere, gallerier og udstillingssteder dørene over hele Bornholm. Her kan du planlægge din egen rute fra sted til sted og komme tættere på materialer, værksteder og de mennesker, der skaber med øen som ramme. Tjek årets program, datoer og deltagere, før du tager afsted.
Læs mereForår med åbne døre
I løbet af foråret åbner flere af Bornholms museer, gallerier, gårdbutikker og mindre besøgssteder igen. Det giver nye muligheder for at gå indenfor undervejs og opleve nogle af de mennesker, historier, smage og håndværk, der også former Bornholm.
På Bornholms Kunstmuseum møder kunsten det landskab, som gennem generationer har inspireret kunstnere på øen. Museet ligger ved Helligdomsklipperne, med havet og klipperne lige udenfor. I Gudhjem fortæller Oluf Høst Museet historien om en kunstner, der igen og igen fandt sine motiver i byen, lyset, havet og det bornholmske landskab.
Andre steder kan turen gå forbi et lille galleri, en gårdbutik, et værksted eller et museum, man ikke havde planlagt hjemmefra. Foråret giver flere døre at gå ind ad og flere sider af Bornholm at opdage.
Følg forårsoplevelserne rundt på øen
Foråret kan opleves mange steder på Bornholm. Ved et brusende vandfald i en sprækkedal, på en kyststi med åbne udsigter, mellem ramsløg i skovbunden eller ved et røgeri, der åbner for sæsonen.
Det kan også være en påskedag med børnene på opdagelse, et besøg hos en kunsthåndværker, en tur på museum eller en lille afstikker, der ikke var planlagt hjemmefra.
På Bornholm ligger forårets oplevelser tæt på hinanden. En dag kan derfor sagtens rumme både natur, kultur og smag, alt efter hvad vejret og lysten peger på.

Fra togspor til cykelspor
Flere af Bornholms cykelruter følger sporene efter de jernbaner, der engang bandt øens byer sammen. På ruterne mellem blandt andet Rønne, Nexø, Nyker, Klemensker og Rø kan du cykle ad strækninger, hvor toget tidligere kørte gennem landskabet. Jernbanen på Bornholm var i drift fra 1900 til 1968.
I dag lever noget af historien videre på cykelstierne, hvor de gamle jernbanespor gør det let at bevæge sig roligt rundt på øen.








